• Share
  • Print
  • Print
  • Sitemap

Bedømmelsen

Hvorfor er det ikke de samme dommere, der dømmer hvert elevpar?

Det er krævende at være dommer, og derfor kan den samme dommer ikke være dommer for alle par en hel dag ad gangen. Vi udskifter derfor dommerne i løbet af en dag og tilstræber, at dommerne bedømmer forskellige elevpar.

Hvilke kriterier bliver deltagerne bedømt ud fra?

For at deltagerne skal blive bedømt så objektivt og sagligt som muligt, bliver de bedømt i forhold til fem overordnede kriterier:

  • Planlægning og prioritering af opgaver
  • Samarbejde og etik – kommunikation og sundhedspædagogik
  • Rehabilitering sygepleje – medicin og hygiejne
  • Patientsikkerhed, ergonomi og lovgivning
  • Refleksion og evaluering

Under hvert kriterie, er der en lang række konkrete spørgsmål til udførelsen, som skal sikre at dommerne er opmærksomme på alle aspekter af opgaveudførelsen for alle elevpar. Der er mellem 40 og 150 spørgsmål til hver opgave.

Til hvert spørgsmål kan dommerne give et fast antal points, som efter konkurrencen bliver lagt sammen og dermed afgør hvordan det enkelte elevpar har klaret sig i forhold til de andre elevpar. Det elevpar som opnår det højeste antal point har klaret opgaven bedst.

Da fokus er forskelligt i de enkelte opgaver, er det også forskelligt hvilke kriterier der vægtes højest rent pointmæssigt fra opgave til opgave. Generelt bliver kriterierne Rehabilitering og sygepleje – medicin og hygiejne samt Samarbejde og etik – kommunikation og sundhedspædagogik vægtet højest.

Se eksempel på dommernes bedømmelsesskemaer fra DM i SOSU 2016 her.

Tæller pointscoren fra de enkelte opgaver lige meget i den samlede bedømmelse?

Nej. Opgaverne er af forskellig længde og sværhedsgrad, derfor tæller de "store" opgaver mere end de "små", i det samlede pointregnskab.