• Share
  • Print
  • Print
  • Sitemap

Eux

- faglært med studiekompetence

Social- og sundhedsassistentuddannelsen kan gennemføres med eux. Eux giver både erhvervskompetence og studiekompetence, og dermed mulighed for både at arbejde som faglært og at læse videre. Eleven får bevis som social- og sundhedsassistent og bevis for en gymnasial eux-uddannelse.

Når eleven vælger eux skal han/hun bestå en række grundfag i uddannelsen på HF-niveau. Og eleven skal bestå de samme obligatoriske uddannelsesspecifikke fag som de ordinære elever. 

Eux varer 4 år 6 måneder og 3 uger og er altså længere end det ordinære forløb, så eleven får tid til at læse de ekstra fag. 

Eux-grundforløb

Har eleven lyst til at udfordre sig selv, kan hun/han vælge at tage grundforløbet med eux. Grundforløb med eux svarer til den undervisning, der gennemføres på 1.g blot med en toning, så eleven også får adgang til hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Grundforløb med eux har samme varighed som ordinære grundforløb (1 år).

Eleven skal have følgende grundfag på grundforløbet:

  • Dansk på C-niveau
  • Engelsk på C-niveau
  • Samfundsfag på C-niveau
  • Matematik på C-niveau
  • Kemi på C-niveau
  • Fysik på C-niveau

Eux-hovedforløb

Når eleven har bestået grundforløb med eux kan hun/han indgå en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver om eux på hovedforløbet. Eleven kan også vælge at indgå en ordinær uddannelsesaftale. Eleven skal have løn under hovedforløbet som ved den ordinære uddannelse. Hovedforløb med eux varer 3 år, 6 måneder og 3 uger.

Hovedforløb med eux indeholder både de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag og en række grundfag. Praktikuddannelsen er den samme og har samme varighed som ved ordinært forløb.

Eux indeholder følgende grundfag på hovedforløbet:

  • Engelsk B
  • Matematik B
  • Samfundsfag B
  • Kommunikation/it C
  • Biologi C
  • Psykologi C
  • Kemi B
  • samt to valgfag, fx Idræt C og Matematik A  

Eux-udbud

Det er ikke alle skoler, der udbyder eux. Spørg på den nærmeste social- og sundhedsskole, hvor der udbydes eux for social- og sundhedsassistenter.