• Share
  • Print
  • Print
  • Sitemap

Vinderne ved DM i SOSU 2018 fundet

Fire krævende opgaver og tre dages koncentreret indsats blev leveret af fem par meget dygtige og kvalificerede social- og sundhedsassistentelever. Alle udviste stor faglig dygtighed og beholdt overblikket og sikkerheden i opgaveløsningen hele vejen.

Lørdag eftermiddag ved en stor afslutningsfestlighed blev det afgjort: Louise Nyby Lisberg og Ida Kaalund klarede sig bedst og vandt konkurrencen. Her ses de sammen med Joan Prahl, næstformand i PASS, der overrakte blomster og præmier.

Foto: Tony Brøchner

Louise Nyby Lisberg er elev i Herning Kommune og Ida Kaalund er færdiguddannet og ansat i Hospitalsenheden Vest. Begge er elever fra Social og Sundhedsskolen Herning.

Andenpladsen gik til Kristine Obert Gardil, elev i Region Sjælland og Veronica Kann, der er elev i Faxe Kommune. De er begge fra ZBC.

Tredjepladsen gik til Clara Fedder Sørensen og Jeanette Nygaard Larsen. Clara er elev i Vejle Kommune og Jeanette er ansat i Hedensted Kommune. De er begge elever fra Social- og Sundhedsskolen Fredericia – Vejle - Horsens.

Øvrige deltagere var Camilla Andersen og Christina Friis, begge elever i Region Midtjylland, samt Hana Zahti og Frederikke Lak Geertsen, Region Hovedstaden. Hana er elev i Region Hovedstaden og Frederikke er ansat i Egedal Kommune.

Formålet med DM i SOSU er at øge fagligheden og skabe positiv opmærksomhed omkring faget og uddannelsen.

PASS ønsker kommuner, regioner og skoler tillykke med deres dygtige elever, og håber der bliver mulighed for at fejre dem. PASS håber, at skoler og arbejdspladser kan bruge det flotte resultat til fortsat at sætte fokus på talentudvikling. De fem deltagerpar har ydet et stort bidrag og der er grund til at være stolte af dem.

DM i SOSU blev afholdt den 18. - 20. januar i MCH Herning. Her deltog ca. 300 dygtige elever fra 42 erhvervsuddannelser i DM i Skills. Undervisningsminister Merete Riisager åbnede konkurrencerne og Statsminister Lars Løkke Rasmussen overrakte diplomer og statuetter til alle vinderne ved afslutningen.

DM bød også på "Prøv, mærk og føl" stande, hvor interesserede tilskuere kunne løse forskellige små faglige opgaver og således få et mere konkret indblik i et fag. Og en lang række grundskoleklasser deltog i Skillsstafetten, hvor de konkurrerede om at blive Danmarksmestre i små faglige opgaver.

Se mere på Facebook og på www.passinfo.dk